Støjberg åbner for ny chance til de dumpede i danskertest

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg vil »positivt overveje« at give de dumpede i danskertesten en reeksamen.

Folketingets_afslu_1033703y

Kandidaterne til et dansk statsborgerskab, der i tirsdags dumpede den hårdt kritiserede indfødsretstest, kan muligvis se frem til at få en ny chance.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), efter at Politiken har afsløret stikprøveresultater fra 20 af 50 prøveafholdelsessteder, der viser, at kun 32 procent af testtagerne bestod.

»Nu skal vi have gjort dumpeprocenten op, men vi må også kigge på, hvad det er, der gør, at folk svarer forkert. Er det fordi, at spørgsmålene er dårligt formuleret, eller fordi man ikke har forberedt sig godt nok«, siger Inger Støjberg til DR.

Mulig reeksamen til efteråret

Det samlede officielle resultat for de 2.446 personer, der var tilmeldt prøven, ventes først at være klar inden for 14 dage.

Socialdemokraternes og Venstres indfødsretsordfører siger til Politiken, at man dels ønsker at lempe prøven fremover, dels vil give de dumpede testdeltagere en ny chance.

Det sidste ser Støjberg positivt på:

»Så kan vi jo også overveje, om man skal give mulighed for en ekstra eksamen til efteråret. Det vil jeg overveje positivt«, siger hun.

Bliver ikke gratis

Ifølge TV 2’s oplysninger arbejder ministeriet allerede på at lave en slags reeksamen i august eller september. Men Støjberg ryster tilsyneladende på hovedet af Socialdemokraternes ønske om, at den nye prøve skal være gratis for testdeltagerne. Ifølge TV 2 fastholder Støjberg, at prøvedeltagerne skal betale normalprisen på 738 kroner.

Inger Støjberg har afvist at stille op til interview med Politiken om sagen.

Testen er blevet kritiseret for at indeholde kulturelle detailspørgsmål om, hvilket år komponisten Carl Nielsen blev født, og hvilket år den første Olsen-bande film havde premiere.

»Der er 40 spørgsmål, og op mod 10-15 spørgsmål er af en karakter, hvor man må stille sig selv spørgsmålet: Hvad er egentlig tanken med dem? De kræver paratviden på et detailniveau, hvor det nærmest bliver ligegyldigt«, siger formanden for De Danske Sprogcentre, Poul Neergård.

»Det er fair nok, at udlændinge, der søger dansk statsborgerskab, kender til markante, historiske begivenheder og personligheder som for eksempel Grundtvig. Men lige præcis at vide, hvornår de er født og dør, er ikke relevant«, fortsætter han til Ritzau.

32 rigtige for at bestå

Indfødsretsprøven består af 40 spørgsmål, hvor 32 rigtige er kravet for at bestå.

Da ansøgere om statsborgerskab sidste gang blev testet i deres viden, nemlig ved statsborgerskabsprøven i december sidste år, som den tidligere regering stod bag, bestod 93,5 procent af deltagerne.

Dengang bestod prøven af 30 spørgsmål.

© http://pol.dk/3250193

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *